“Som børnetalsmand vil jeg gerne rose, at Naalakkersuisut nu sætter en evidensbaseret alkoholpolitik til politisk debat i Inatsisartut. Det er et afgørende skridt i kampen mod alkoholens skadevirkninger i vores samfund. Status quo kan ikke fortsætte – alt for mange børn i Grønland udsættes dagligt for omsorgssvigt og farer på grund af voksnes alkoholmisbrug. Politikerne har nu en historisk mulighed for at skabe forandring,”.
Sådan lyder det fra børnetalsmand Stina Sværd i en kommentar til pressemødet den 2. oktober 2025, hvor Naalakkersusisoq Anna Wangenheim og Naalakkersuisoq Mads Pedersen præsenterede Naalakkersuisuts ønske om et bredt politisk alkoholforlig.
“Jeg opfordrer til, at politikerne handler med vilje, med klare mål, tilstrækkelige ressourcer og med børns rettigheder som udgangspunkt. En ny alkoholpolitik kan blive et stærkt redskab til at sikre, at Grønland fremover giver alle børn en mere tryg, sikker og sund opvækst,” fortsætter børnetalmanden.
Hun understreger, at der er brug for politisk handling, og at det haster:
“Børnene kan ikke vente længere. Ifølge FN’s Børnekonvention har alle børn ret til beskyttelse, sundhed, trivsel og udvikling i trygge rammer – rettigheder, der i alt for høj grad krænkes af voksnes alkoholmisbrug i Grønland. Børnene har kun én barndom, og deres stemmer må høres. Politikerne har nu en historisk mulighed for at handle og sikre, at Grønlands børn får en tryg, sikker og sund opvækst i overensstemmelse med deres fundamentale rettigheder,” pointerer Stina Sværd.
Børns rettigheder
Børnetalsmanden minder om de rettigheder, som er formuleret i FN’s Børnekonvention, som Grønland har forpligtet sig til at overholde:
- – Ret til beskyttelse
Ifølge FN’s Børnekonvention har alle børn ret til at vokse op i trygge rammer, fri for vold og omsorgssvigt. Alkoholmisbrug truer disse rettigheder og svækker børns livsvilkår markant. - – Ret til sundhed og trivsel
Alkoholmisbrug i familier har alvorlige konsekvenser for børns fysiske og psykiske sundhed. En politik, der begrænser tilgængeligheden af alkohol, er en investering i børns trivsel.
- – Ret til udvikling og lige muligheder
Børn i alkoholramte hjem får ofte dårligere muligheder for at klare sig i skolen og udvikle sig socialt. En ny alkoholpolitik kan være med til at bryde den sociale arv og skabe mere lighed.
- – Børns stemme skal høres
Børn og unge skal inddrages, når politikken udvikles og evalueres. Deres erfaringer er vigtige for at skabe effektive løsninger.
Anbefalinger
Børnetalsmanden har formuleret følgende anbefalinger:
- – Inatsisartut bør vedtage en alkoholpolitik, der klart prioriterer børns rettigheder og beskyttelse.
- – Der bør afsættes ressourcer til forebyggelse, rådgivning, behandling og støtte.
- – Tiltagene skal følges op med monitorering af, hvordan de konkret forbedrer børns livsvilkår.
- – Børn og unge skal inddrages systematisk i udvikling og evaluering af politikken.