Børn, der går sultne i seng. Børn, der er udsat for vold og seksuelle krænkelser. Børn, der er bange, fordi mor og far drikker eller ryger hash. Børn, der er vidne til husspektakler. Børn, der bliver anbragt. Børn og unge under 18, der begår selvmord.

Vi kender alle sammen historierne. Mange har oplevet det på egen krop eller set det ske hos naboen. Og statistikkerne vidner om de massive problemer. I MIO har vi gennem årene talt med hundredvis af børn, og vi har dokumenteret problemerne overfor landets beslutningstagere. Vi ved alle sammen godt, at alt for mange børn mistrives. Nu er det på tide, at vi handler.

Derfor var det positivt, at landets nye Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, Mads Pedersen, på et pressemøde forleden satte fokus på de uacceptable forhold, som alt for mange børn og unge lever under. Vi er fra MIO’s side taknemmelige for hans store engagement, ægte bekymring for børnenes vilkår og vilje til at gøre noget ved problemerne.
Og Mads Pedersen har ret, når han siger, at vi alle har et ansvar for at hjælpe og støtte børnene. Men det er ikke nok. Vi kan ikke flytte ansvaret ud til borgerne. Vi kan ikke forlade os på, at der er altid og alle vegne er lokale ildsjæle, der tager hånd om børnene.

Det er jer, landets politikere, nyvalgte medlemmer af Inatsisartut og kommunalbestyrelserne – og fremfor alt den nye Naalakkersuisut – der må tage ansvar. Og I må handle nu.

Vi anerkender fra MIO’s side alle de gode initiativer, som skiftende Naalakkersuisut og kommunalbestyrelser gennem årene har taget for at forbedre vilkårene for landets børn. Og meget har ændret sig til det bedre på grund af disse initiativer. Men vi må desværre konstatere, at det ikke er nok. Det vidner tallene, børnenes egne historier og fagfolkenes erfaringer om.

Der er deadline for aflevering af forslag til dagsordenen for Efterårssamlingen 2025 den 15. august. Fra MIO’s side vil vi opfordre til, at den nye Naalakkersuisut og medlemmerne af Inatsisartut allerede nu begynder at formulere forslag til, hvordan vi løser de massive udfordringer, som mange børn lever under.

Så kære politikere:

I bliver nødt til at reagere på de stigende priser på dagligvarer, der ikke mindst rammer de familier, der allerede er ramt af fattigdom. Det er ikke acceptabelt, at børn må gå sultne i seng eller må gå i skole uden morgenmad, fordi deres forældre ikke har råd til at købe dagligvarer.

I bliver nødt til at gøre noget ved alkohol- og hashproblemerne, som ødelægger tilværelsen for børn og familier, og som påvirker hele vores samfund og kultur negativt. Anbefalingerne ligger klar. Nu er det op til jer at gøre noget ved det.

Og så bliver I nødt til at finde løsninger på, hvordan vi kan hele de individuelle og fælles traumer, der ligger til grund for alkohol- og hashmisbrug, omsorgssvigt, seksuelle overgreb, vold, selvmord mv. Hvis vi ikke tager fat om problemets rod, vil traumerne blive ved med at gå i arv til børn og børnebørn.

Og I bliver nødt til at gøre det mere attraktivt at arbejde som pædagog, lærer, socialrådgiver og psykolog her i landet. Det er fagpersoner, der er helt afgørende for, at vores børn og unge får en tryg opvækst og en god skolegang – og at de bliver grebet og hjulpet, når de har brug for det.

Ja, alle i samfundet skal tage et medansvar for børns trivsel, men problemerne kan på ingen måde løses af borgerne og lokale ildsjæle alene. Borgerne – og ikke mindst børnene selv – skal inddrages og lyttes til, så løsningerne på problemerne bliver meningsfulde og realistiske. Men det er jer, der som folkevalgte politikere har hovedansvaret for at bane vejen for en bedre fremtid for vores børn.