Hvordan skal vores byer, bygder og bygninger se ud fremover? Det skal en kommende national arkitetekturpolitik give svaret på. Børnetalsmand Stina Sværd minder i den forbindelse om, at børn og unge skal inddrages, når arkitekturpolitikken skal formuleres.
Når Inatsisartut mødes onsdag den 22. april, skal medlemmerne blandt andet 2. behandle “Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Naalakkersuisut pålægges at igangsætte arbejdet med en national arkitekturpolitik.”
Det er et forslag, der allerede under 1. behandlingen var bred opbakning til i Inatsisartut og Naalakkersuisut. Forslaget har også fået en positiv modtagelse hos MIO og børnetalsmand Stina Sværd.
”Der ligger mange gode overvejelser bag forslaget om en national arkitekturpolitik. Jeg er især glad for, at der står i forslaget, at man skal sikre offentlig inddragelse. På samme måde har Naalakkersuisoq lagt vægt på, at arbejdet skal ske i tæt dialog med relevante aktører,” lyder det fra Stina Sværd.
Hun opfordrer derfor til, at børn og unge inddrages i udviklingen af arkitekturpolitikken:
”Jeg vil gerne minde om, at børn – ifølge Børnekonventionen – har ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører dem. Børn er nogle af de borgere, der bruger byrummet mest. Derfor er det vigtigt, at vi inddrager dem og lytter til deres ønsker og behov,” understreger Stina Sværd.
”Vi ved, at forhold som belysning kan være med til at skabe tryghed i byrummet hos børn. Spændende legepladser, sportspladser og lignende kan inspirere til leg og andre udendørs aktiviteter – og byrummet kan dermed være med til understøtte børnenes sundhed og trivsel,” forklarer børnetalsmanden.
Stina Sværd glæder sig også over, at Erik Jensen i forslaget lægger vægt på lighed i adgang til kvalitetsbyggeri, og at Naalakkersuisoq i sit svarnotat påpeger, at byrum og boliger skal være inkluderende.
“Jeg regner derfor med, at et klart mål med arkitekturpolitikken bliver at forbedre boligerne for alle borgere – især de udsatte familier. Jeg regner også med, at der i arkitekturpolitikken vil være fokus på at give handicappede børn, unge og voksne adgang til byrummets muligheder,” slutter Stina Sværd .
Photo by Mads Pihl, Visit Greenland