Den foreslåede folkeskolereform kan svække børns rettigheder og øge uligheden, hvis reformen ikke forankres i systematisk inddragelse af børn og forskning fra Grønland. MIO bakker op om ambitionen om at styrke trivsel og læring, men understreger, at gode intentioner ikke er nok. – reformen skal sikre, at børns rettigheder reelt omsættes til praksis.

“En reform af denne betydning bør tage udgangspunkt i børneinddragelse som et bærende princip. En reel og systematisk inddragelse af børn er afgørende – ikke blot som en formalitet, men som en meningsfuld proces, hvor børns stemmer aktivt tillægges vægt i beslutningerne. Hvis reformen ikke bygges på viden om grønlandske børns faktiske behov, livsvilkår og egne erfaringer, kan det være i strid med princippet om barnets bedste. Dertil bør reformen også baseres på et solidt og dokumenteret grundlag, herunder forskning fra Grønland,” siger børnetalsmand Stina Sværd.

MIO vurderer, at det aktuelle lovforslag ikke i tilstrækkelig grad sikrer barnets bedste, retten til at blive hørt og retten til en uddannelse, der giver alle børn lige muligheder. Særligt børn i udsatte positioner risikerer at blive hårdest ramt, hvis reformen ændrer skoledagens rammer og tidspunktet for introduktion af sprogfag uden samtidig at forbedre undervisningens kvalitet og sikre reel adgang til videre uddannelse.

Folkeskolereformen er et rettighedsspørgsmål

Folkeskolen er en central ramme for børns hverdag. Når rammerne for folkeskolen ændres, skal det ske på et grundlag, hvor barnets bedste er styrende, og hvor børn reelt høres i de beslutninger, der vedrører dem. Samtidig skal reformen sikre, at alle børn – uanset bopæl, sproglige forudsætninger, handicap eller funktionsnedsættelse samt sociale vilkår – har lige adgang til undervisning af høj kvalitet, og at alle børn får reelle muligheder for at fortsætte i uddannelse og i livet.

MIO’s centrale bekymringer – og betydningen for børn

1) Manglende børneinddragelse – et brud på rettigheder

Reformen berører børn direkte, men børn har ikke været systematisk inddraget. Det svækker kvaliteten af lovarbejdet – og er et brud på deres rettigheder.

MIO opfordrer til:

• at lovgivningen forpligter til systematisk børneinddragelse, så børn får reel indflydelse på udformning, gennemførelse og opfølgning af reformens tiltag,

2) Manglende transparens i vidensgrundlaget

Lovforslaget gør det ikke klart, hvilken forskning og hvilke data der ligger til grund, og om denne viden er relevant for grønlandske forhold. Anvendelse af forskning fra andre lande – uden dokumentation for overførbarhed – øger risikoen for tiltag, der ikke virker i praksis og kan forringe børns trivsel og læring.

MIO opfordrer til:

• at anvende forskning fra Ilisimatusarfik som fast vidensgrundlag ved udvikling, justering og evaluering af indsatser på folkeskoleområdet,

3) Afprøvning før national udrulning

Når reformelementer er vidtgående, bør de afprøves og evalueres, før de gøres landsdækkende. Ellers risikerer man, at fejl og negative konsekvenser rammer mange børn samtidig.

MIO opfordrer til:

• at der gennemføres et pilotforløb før national udrulning af de mest vidtgående elementer, med baseline-målinger fra start og en uafhængig evaluering undervejs og efter afslutning. Pilotforløbet bør tilrettelægges, så det afspejler de forskellige lokale vilkår og udfordringer på tværs af landet,

4) Kortere og færre skoledage på yngstetrinnet kan øge ulighed

Skolen er for mange børn et stabilt og trygt sted i hverdagen – et sted med struktur, støtte og adgang til læring og fællesskab. MIO har gennem sine rejser i landet erfaret, at skolen kan fungere som et afgørende sikkerhedsnet for børn i udsatte positioner – et sikkerhedsnet, de ikke nødvendigvis har adgang til andre steder. Kortere skoledage vil derfor ramme disse børn hårdest, fordi de mister tid i et miljø, der beskytter deres trivsel og udvikling.

Flere børn rundt om i landet har desuden ikke adgang til skolepasning, og når mange forældre arbejder fuldtid, øges risikoen for, at børn efter skoletid overlades til sig selv i mange timer. Hvis de yngste samtidig får væsentligt længere ferie end ældre søskende og forældre, øges mængden af ustruktureret tid hjemme – noget der særligt kan forstærke sårbarheder hos børn, der allerede befinder sig i udsatte positioner.

MIO er også bekymret for, at kortere og færre skoledage kan føre til øget skærmforbrug blandt børn. Et øget skærmforbrug uden trygge og tilstedeværende voksne kan påvirke både trivsel, søvn, sociale relationer og deltagelse i fællesskaber negativt

MIO opfordrer til:

• at fastholde timetallet, men omlægge dele af undervisningen til leg, bevægelse, udeliv og kunst – ledet af kvalificerede undervisere,
• at prioritere kompetenceudvikling og faglig støtte til lærere frem for nedskæringer i undervisningstid.

5) Forenkling af fagrækken på yngstetrinnet

MIO bakker op om en forenkling af fagrækken, hvis det bidrager til større sammenhæng i undervisningen, tydelige mål og bedre muligheder for at styrke basale færdigheder.

Men når rammerne for de yngste elever forenkles, stiller det samtidig større krav til, at overgangen til mellemtrinnet ikke bliver for brat. Hvis reformen ikke tydeliggør, hvordan børn skal støttes i mødet med de øgede krav, flere fag og mere komplekse arbejdsformer, risikerer man, at elever mister den tryghed og stabilitet, der ellers opnås i de første skoleår.

MIO opfordrer til:

• at reformen stiller tydelige krav til, hvordan skoler sikrer en tryg, sammenhængende og pædagogisk velunderstøttet overgang mellem klassetrin

6) Sprogfagene skal styrkes – både modersmål og fremmedsprog

MIO støtter ambitionen om at styrke modersmålsundervisningen, men reformen tydeliggør ikke, hvordan kvaliteten i sprogfagene samlet set skal løftes. At udskyde dansk og engelsk til 4. klasse er ikke tilstrækkeligt, hvis undervisningen i disse fag ikke samtidig styrkes markant. En senere start stiller større krav til kvalitet og intensitet til undervisningen, og uden stærke læringsrammer risikerer reformen at svække – ikke styrke – børns sproglige kompetencer. MIO er derfor bekymret for, at reformen ikke i tilstrækkelig grad adresserer undervisningens kvalitet. En bæredygtig reform må tage højde for de reelle udfordringer i folkeskolerne og bygge på den forskning, der allerede findes om den grønlandske folkeskole.

Forskning fra Ilisimatusarfik peger på, at de sproglige udfordringer for mange børn flere steder i landet hænger sammen med, hvordan danskundervisningen i folkeskolen tilrettelægges – særligt uden for Nuuk. På dele af kysten gennemføres undervisningen i praksis ofte på grønlandsk, blandt andet fordi nogle af de lærere, der underviser i faget, ikke behersker dansk på et tilstrækkeligt fagligt niveau. Konsekvensen er, at eleverne ikke opnår de nødvendige danskkundskaber, hvilket for mange skaber markante barrierer i overgangen fra folkeskolen til videre uddannelse. Hvis reformen ikke samtidig adresserer lærerkvalifikationer, didaktiske metoder og de strukturelle forskelle mellem by og kyst, er der risiko for at forstærke eksisterende ulighed.

Reformen bør ligeledes forholde sig til, at adgangskrav og undervisningssprog på ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser fortsat i vidt omfang forudsætter solide dansk- og i flere tilfælde engelskkundskaber, og at undervisningen mange steder foregår på dansk – og i flere tilfælde engelsk. Så længe dette er vilkåret, har myndighederne i tråd med Børnekonventionens principper om ikke-diskrimination og lige adgang til uddannelse en klar forpligtelse til at sikre, at børn tilegner sig disse sprog på et fagligt højt niveau. Reformen skal kunne rumme og understøtte dette, ellers risikerer man at svække børns reelle muligheder for at gennemføre både ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser.

MIO anerkender, at reformudspillet åbner mulighed for modersmålsundervisning til børn, der ikke har grønlandsk som modersmål. Det er positivt, men reformen adresserer fortsat ikke, hvordan man sikrer, at børn ikke utilsigtet modtager modersmålsundervisning i et fremmedsprog – eller omvendt. Dette gælder også børn, der har grønlandsk som modersmål. Det er afgørende, at undervisningen tilpasses hvert enkelt barns sproglige udgangspunkt, så alle børn får den nødvendige støtte til at udvikle stærke sproglige kompetencer.

MIO opfordrer til:

• at skolen sikrer lige adgang til kvalitetsundervisning for alle børn,

• at prioritér kompetenceudvikling og faglig støtte til lærere, i sprogfagene

• at alle børn sikres undervisning i deres modersmål, uanset hvilket modersmål de har, og at alle børn tilbydes fremmedsprogsundervisning i grønlandsk, dansk eller engelsk – afhængigt af, hvilket modersmål de har,

 

7) Erhvervsklasser kræver klare krav til adgang, støtte og beskyttelse

Erhvervsklasser kan være et relevant tilbud for nogle elever, men reformen tydeliggør ikke, hvordan man samtidig sikrer, at elevernes fremtidige uddannelsesmuligheder ikke begrænses. De fleste erhvervsuddannelser stiller krav, der rækker langt ud over grønlandsk og matematik, og uden undervisning i alle adgangsgivende fag risikerer elever at få reduceret deres muligheder for at fortsætte i ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser eller videregående uddannelser. Manglende faglig bredde kan i praksis lukke døre, før eleverne overhovedet når at vælge.

Det er ligeledes afgørende, at praktikforløb tilrettelægges, så de er trygge, læringsunderstøttende og under et tilsyn, der reelt fungerer og har barnets bedste for øje. Praktik stiller særlige krav til både rammer, ansvar og kvalitet, og uden klare pædagogiske og sikkerhedsmæssige standarder er der risiko for, at praktik mister sit uddannelsesformål og i værste fald udsætter børn for forhold, der ikke tilgodeser deres trivsel, læring og rettigheder.

MIO opfordrer til:

• at elever i erhvervsklasser fortsat modtager undervisning i alle adgangsgivende fag,
• at der etableres faglige støtteordninger, herunder ekstraundervisning og vejledning,
• at elever får mulighed for at vende tilbage til almindelige klasser uden fagligt efterslæb,
• at de skærpede tilsyn med praktikforløbene sikrer, at de virksomheder, der modtager elever, til enhver tid opfylder alle sikkerheds‑ og beskyttelseskrav — herunder krav om gyldige børneattester
• at praktikforløb garanteres at være læringsunderstøttende og aldrig indebære risiko for udnyttelse f.eks. i form af billige arbejdskraft
• at virksomhederne tilbydes introduktionskurser og pædagogisk forberedelse, så de kan støtte børn og unge

 

8) Børn med øgede støttebehov – og børn i elevhjem – skal sikres reel prioritet

Reformen indeholder ikke klare, bindende bestemmelser om støtte til børn som af forskellige årsager har behov for pædagogisk‑psykologisk støtte. Uden lovfæstede minimumskrav og tydeligt placeret ansvar er der reel risiko for, at disse børn ovestår uden nødvendig specialpædagogisk hjælp, tilpassede læringsmiljøer og det forpligtende tværfaglige samarbejde, som er afgørende for deres udvikling, trivsel og ret til uddannelse. Det er ikke foreneligt med ambitionen om en folkeskole for alle.

Reformen mangler også et eksplicit fokus på børn i elevhjem.

Børn i elevhjem lever under særlige vilkår – væk fra deres familie, med skift mellem hjem og skole og ofte med begrænset voksenkontinuitet. Deres hverdag stiller helt særlige krav til koordinering, relationel støtte og stabile læringsrammer, som lovforslaget ikke adresserer. Når lovforslaget ikke tydeligt regulerer ansvar, samarbejde og opfølgning, risikerer denne gruppe at blive usynlig i implementeringen.

MIO opfordrer til:

• at reformen indarbejder konkrete og bindende krav om støtte til børn med øgede støttebehov.
• Børn i elevhjem: At der indføres særskilte bestemmelser om børn i elevhjem, hvor der fastlægges tydelige rammer og ansvar for støtte, samarbejde og opfølgning, så børn i elevhjem sikres kontinuitet, trivsel og reel lige adgang og støtte til undervisning.

 

MIO’s hovedbudskab

MIO støtter ambitionen om at styrke trivsel og læring, men en folkeskolereform skal bygge på grønlandsk forskning og systematisk børneinddragelse og omsætte barnets bedste, retten til at blive hørt og lige adgang til kvalitetsundervisning til konkret praksis. Reformen skal styrke både modersmål og fremmedsprog og samtidig sikre, at de samlede ændringer ikke skaber nye barrierer for børn og unges adgang til ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser.

Reformen skal desuden give tydelig og forpligtende beskyttelse og støtte til børn med handicap og børn med sammensatte behov, sikre trygge og pædagogisk understøttede overgange mellem klassetrin og have et klart fokus på børn i elevhjem. Endelig bør de mest vidtgående tiltag afprøves og evalueres i pilotforløb, før de udrulles nationalt, undervisningstiden bør som udgangspunkt fastholdes, og kvaliteten skal løftes gennem målrettet kompetenceudvikling samt klare standarder for tilsyn af praktikforløb.