Vi mangler viden om børn og unge i Grønland. Det viser et nyt litteraturreview, som MIO netop har offentliggjort. Og det er særligt viden om børn under 15 år, der mangler.
MIO har bedt Tænketanken Mandag Morgen om at kortlægge den viden, der findes om børn og unge i Grønland fra 1998 til nu. Kortlægningen viser, at de fleste studier om børn og unge er af ældre dato. Der findes således kun få studier fra årene efter 2021.
”Der findes megen værdifuld viden om børn og unge i Grønland. Men der er også store huller i vores viden. Vi mangler især viden om børn under 15 år. Og vi mangler viden om børns leg, deres forhold til naturen og deres digitale liv,” forklarer børnetalsmand Stina Sværd.
Det vil MIO rette op på med projektet ”Grønlands børnestemmer – En generation i fokus”, som er en undersøgelse af børn og unges liv derhjemme, i skolen, i fritiden – og når de er online. Alle elever i alle klasser i alle skoler i Grønland skal deltage i undersøgelsen.
På længere sigt skal litteraturreviewet danne grundlaget i en vidensbank, hvor MIO vil samle eksistende og ny viden om børn og unge på hjemmesiden mio.gl.
“En af MIO’s vigtigste opgaver er at indsamle, systematisere og udvikle viden om børns vilkår – og at formidle den viden til offentligheden, bl.a. studerende, forskere, fagfolk og politikere. Derfor vil vi etablere en vidensbank, hvor vi samler viden om børn og unge i Grønland – og gøre den tilgængelig for alle interesserede,” oplyser Stina Sværd.
“Vidensbanken skal løbende opdateres med den nyeste viden. Derfor opfordrer vi forskere og analyseinstitutter til at orientere MIO, når der er nye data, forskningsresultater og rapporter om børn og unge i Grønland, så vi kan tilføje det til vidensbanken,” lyder opfordringen fra børnetalsmanden.
“Hensigten er, at litteraturreviewet og vidensbanken skal komme forskere og fagfolk til gode. Men det skal først og fremmest komme børn og unge til gode, at vi opnår en større viden om deres liv og deres levevilkår, så vi i MIO kan arbejde for et endnu bedre børneliv i Grønland,” slutter Stina Sværd.
FAKTA
“Grønlands børnestemmer – en generation i fokus” er den hidtil mest omfattende undersøgelse af børns liv og hverdag i Grønland. MIO indsamler i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen viden fra alle børn i alle klasser i alle skoler i Grønland om deres liv i hjemmet, i skolen, i fritiden og i deres digitale liv. Projektet er støttet af the LEGO Foundation.